Referater fra medlemsmøder 2017 / 2018

 

Generalforsamlingen tirsdag den 6. marts 2018

 1. Valg af dirigent: John Villy Rasmussen valgt. Han konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig, idet indkaldelsen var udsendt 3 uger før generalforsamlingen, samt at den blev afholdt i marts måned. Endvidere var punkterne i overensstemmelse med vedtægterne.

 2. Formanden aflægger bestyrelsens beretning for det forløbne år: Formanden aflagde beretning. Beretningen var i forvejen rundsendt til alle medlemmer. Der var ingen kommentarer, og          beretningen blev godkendt.

 3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse: Regnskabet blev fremlagt og godkendt.

 4. Indkomne forslag: Der var ingen indkomne forslag.

 5. Forelæggelse af forslag til budget for år 2018 og fastlæggelse af kontingent for sæsonen (1/9 2018 - 31/8 2019): Bestyrelsens forslag blev vedtaget: Uændret – enkelte kr. 200, dobbelte (par) kr. 300 og gæstebillet kr. 50.

6. Valg af 2 medlemmer til bestyrelsen for 2 år.: Niels Aage Bach og Kurt Padkær blev valgt.

7. Valg af 1 suppleant for 1 år.: Kirsten Kindberg blev valgt

8. Valg af revisor og revisorsuppleant for 1 år.: Jens Hansen og Per Sørensen blev valgt

9. Eventuelt: Henning takkede John for den indsats, han havde ydet i sin tid som formand for foreningen.

 

***

Efter generalforsamling og pause gennemgik John kort kommende sæsons program.

Dernæst orienterede John om sammenlægningen af SSF og DIS-Danmark. Han kom godt omkring de forskellige holdninger, der er til "Partnerskabsaftale" og ”til spørgsmål om kontingent og pengeoverførsler frem og tilbage". Holdningen på generalforsamlingen var, at vi skal vente og se det endelige resultat.

Referent: Leif Lillesøe

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Medlemsmøde 6. februar 2018

Vibeke Rejnholt Pheiffer, forfatter, slægtsforsker og sygeplejerske

Ingen sang over min vugge

 

Til dette foredrag var der 50 fremmødte, hvoraf nogle var gæster.

Foredragsholderen, der nu er pensioneret, indledte med at fortælle lidt om sin baggrund som sygeplejerske gennem 45 år, bl.a. i Grønland og på Færøerne. Foredraget skulle omhandle Vibekes oldemor, Frederikke, der blev født i 1864 og gik en hård skæbne i møde. Efter 8 års intens slægtsforskning havde Vibeke fået indblik i over 100 arkivalier over oldemoren, og dette blev til bogen: ”Ingen sang over min vugge”, der i delvis fiktiv form beskriver hendes liv, samt gør rede for forløbet af Vibekes forskning.

Blandt andet fandt Vibeke mange oplysninger i sygejournaler fra hyppige indlæggelser af oldemoren, der her var beskrevet med lægers synsvinkel. Også politirapporter og en retsprotokol var med til at belyse Frederikkes livsforløb.  Først som vågekone, senere sygeplejeelev og sygeplejerske kom den unge Frederikke til at kende hospitalets hierarki. Frederikke bøjede ikke nakken for urimeligheder, og det bragte hende ofte i konfrontation, og medførte fyringer.

Epilepsi, blindtarmsbetændelse og dernæst senfølger af skarlagensfeber gjorde oldemoren til morfinist, og hermed var vejen banet for indlæggelser på psykiatriske afdelinger, som med sin umyndiggørelse af Frederikke igen kunne bringe hendes iltre temperament i udbrud.  Der var også flere selvmordsforsøg. I 1897 blev oldemoren overført fra Sct. Hans Hospital til Middelfart Sindssygeanstalt. Her vurderede en læge hende som ’degenereret’.

Arkivalierne fra Middelfart Psykiatriske Hospital blev en guldgrube for Vibeke, for her fandt hun en stor mængde breve, skrevet af Frederikke selv.  Brevene var stilet til dels familiemedlemmer, dels til hospitalets personale og andre myndighedspersoner. Men de var (til Vibekes held) aldrig afsendt. Her blev det oldemorens egne tanker, beskrivelser af sit liv, beskrivelse af forholdene på hospitalet i Middelfart, overvejelser og iagttagelser, som efterkommeren kunne fordybe sig i.

Foredragsholderen Vibeke Rejnholt Pheiffer beskrev det som nærmest et fysisk møde med den oldemor, hun aldrig havde mødt og kun havde hørt ganske få ting om: At hun havde været psykiatrisk patient - og den slags blev der ikke talt meget eller højt om.

Alle sine opdagelser har Vibeke Rejnholt Pheiffer nedfældet i ovennævnte bog, ”Ingen sang over min vugge”. En beretning, der ikke lader én i tvivl om forfatterens engagement i sin ”hovedperson”, og som samtidig giver et velresearchet billede af datidens København og af samfundsforholdene, især som de viste sig for nogle af de mindst agtede i datidens samfund: kvinderne, tyendet og de sindslidende.

Der var i pausen mulighed for at købe ”Ingen sang over min vugge”, og det var der mange der benyttede sig af, også undertegnede.                                           

Referat: Ingrid Majgaard

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Medlemsmøde 2. januar 2018

Kurt Padkær

En tragisk hændelse i Horthede

På årets første medlemsmøde ønskede de 35 fremmødte hinanden et godt nytår over et glas portvin og et stk. kransekage.

Aftenens foredragsholder Kurt Padkjær (medlem af foreningen) fortalte om ”En tragisk hændelse i Hjorthede”, der omhandler hans tiptiptipoldemors død. Fortællingen er baseret på referaterne i Middelsom Herreds Politiprotokol for sag nr. 29/47. ”Undersøgelse af Gårdsfæster Christen Pedersens hustru Hedvig Nielsdatters dødsårsag”.  Da mange af oplysningerne ikke var til rådighed på Arkivalier online, blev det til en del køreture mellem Grenå, hvor Kurt dengang boede, og Landsarkivet i Viborg

I kirkebogen er Hedvig Nielsdatters dødsdag noteret til d. 28. marts 1847 (palmesøndag) og begravelse 8. april 1847. Præsten har under bemærkninger skrevet, at familien havde et voldsomt familieliv.

I politiprotokollen er begivenhederne på Hedvigs dødsdag beskrevet. I husstanden er Hedvig og Christen, deres søn, Peder, og Christens fader, Peder Pedersen. Desuden er der en tjenestepige. Denne dag var familien samlet til morgenmad. Sønnen gik herefter til et nabosogn for at fæste en lillepige. Christen selv var først i kirke, derefter til møde med bymændene. Til mødet hørte også en bid brød og brændevin. Imens var Hedvig gået på besøg, hvor også hun fik brændevin.

Det nævnes, at der var et anspændt forhold mellem Hedvig og svigerfaren, også at denne havde besøg i dagens løb.

Efter fælles aftensmad og røgtning så Christen Hedvig i storstuen ved dragkisten, hvor hun før havde gemt brændevin. Christen fandt der en 3 pægls flaske med ca. ½ l brændevin, som han gemte i laden, men Hedvig lurede ham og hentede flasken ind. Det opdagede Christen, men nu var der kun ca. 2 dl tilbage flasken i dragkisten.

Hedvig sad på en stol, hvorfra hun ikke selv kunne rejse sig og måtte hjælpes ind i seng af Christen. Hun hånede Christen, fordi han ikke kunne løfte hende op i sengen. Hun råbte og skreg, indtil Christen gav hende et par på kassen. Larmen hørtes fra gårdspladsen af skolelærerens pige, der kom i det ærinde at hente et glemt tørklæde.

Ved otte-tiden kom sønnen Peder hjem, og han undrede sig over ikke at kunne høre Hedvig sove i sit rum

En times tid senere kom tjenestepigen hjem og gik i seng i sin alkove i dagligstuen, hvor Peder og hans bedstefar også havde en seng til deling. Peder fik nu besøg af et par karle, der blev en times tid. Fra forældrenes soveværelse hørte Peder, at Christen kaldte meget højt på Hedvig. Hun lå sengen med lukkede øjne og ansigtet opad. Peder og tjenestepigen var overbeviste om, at hun var død, fordi hun føltes aldeles kold, og hun var meget bleg, mens Christen mente, at Hedvig var besvimet.

Der blev nu hentet hjælp, af Hedvigs søstre og landsbyens jordemoder, mens Peder kørte efter læge, som han vendte tilbage med ved 5-tiden om morgenen.

Lægen mente Hedvig var død, men kunne først erklære det endeligt efter 24 timer.

Den 30. marts 1847 var der ligsyn. Mærker i ansigtet og på halsen fik ligsynsmændene, sognefoged og skolelærer, til at tro, der muligvis kunne være tale om vold som dødsårsag. Præsten hjalp dem med at skrive en anmeldelse til Viborg Stift Amt.

Herefter foretog en forhørsleder forhør i Christens dagligstue samme dag. Til stede var også en retsskriver og retsvidner: skolelæreren og sognefogeden.  

Christen blev først afhørt og forklarede hændelsesforløbet som beskrevet.

Næste dag godkendte han referatet. Og de blev foretaget en besigtigelse af Hedvig, der har uforklarlige pletter og skrammer, men Christen fastholdt sin forklaring.

Herefter afgav først svigerfaren forklaring. Peder fortalte, at der ofte havde været håndgemæng imellem hans forældre og imellem hans moder og bedstefar. Tjenestepigen beskrev, hvordan et stort forbrug af brændevin ofte havde ført til uoverensstemmelser imellem ægtefællerne og imellem Hedvig og hendes svigerfar

 

Forhør af Hedvigs to søstre samt jordemoderen blev protokolført, ligesom skolelærerens piges forklaring.

Dommeren mente nu at have tilstrækkelig med vidneudsagn til at Christen kunne arresteres, og d. 6. april 1847 blev retten sat i Viborg. Her blev også Peder Pedersen tilsagt, hvor han dog ændrede forklaring flere gange. Han havde hørt Hedvig skrige, og han havde bedt Christen lade hende være. Christen derimod nægter at have lagt hånd på Hedvig, men efter endnu en tur i arresten aflægger han tilståelse om Hedvigs død.

                     

Liget var blevet obduceret af en distriktslæge og en kirurg, og der blev fremlagt en meget detaljeret og grundig obduktionsrapport 3. maj 1847. Heri beskrives Hedvig som meget tyk. med 2 tommer fedt på maven, der er blod i lunger og hjerne, skrammer og sår i ansigtet. Maveindhold lugter af brændevin. På halsen en fure, der stammer fra kysebånd. Det konkluderes, at hendes hidtidige livsførelse er medvirkende årsag til døden, og at hjerneblødningen ikke nødvendigvis er forårsaget af slag.3. juni 1847 anklagedes Christen Pedersen for mord på sin kone, og Peder Pedersen anklagedes for passivitet i forbindelse med forbrydelsen. Begge indsattes i arresten i Viborg, men Peder Pedersen løslodes 17. juli 1847 på grund af sygdom.

Anklageren mente, der var tale om overlagt mord uden formildende omstændigheder. Han mente, Christen var utilregnelig i gerningsøjeblikket, og at Peder Pedersen burde have grebet ind.

Modsat var det forsvarerens påstand, at der ikke var tale om mord, idet lægerne ikke kunne bekræfte, at døden skyldtes vold alene. Ligesom Peder Pedersen ikke kunne forhindre det skete.

Dommen blev afsagt 4. august 1847, og Christen Pedersen idømtes 8 års Fæstningsarbejde, mens Peder Pedersen frikendtes.

Sagen blev prøvet ved Viborg Lands Overret, og der afsagdes kendelse 1. november 1847. Her idømtes Christen Pedersen 3 år i Tugt- op Forbedringshus, mens Peder Pedersen frikendtes

Ved Højesteret afsagdes kendelse af den 22. december 1847, og Christen Pedersen idømtes 4 år i Tugt- og Forbedringshus. Peder Pedersen frikendtes også her.

Fangeprotokollen viser, at Christen blev indsat 5. januar 1848 om eftermiddagen og igen løsladt 5. januar 1852.

Kurt Padkær gjorde tilhørerne opmærksomme på, hvor grundig datidens rettergang med bl.a. obduktion forekommer.

Herefter gav han en beskrivelse af de nærmere forhold for indsatte i Viborg Tugt- og Forbedringshus.

Referent: Niels Aage Bach / Ingrid Majgaard

 

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

 

Medlemsmøde 5. december 2017

Jørgen Mikkelsen - Arkivar ved Rigsarkivet 

Forsvarets arkivalier

Til det sidste foredrag i 2017 i slægtsforskerforeningen var 36 mødt frem. Foredraget var understøttet af en powerpoint med eksempler på de præsenterede arkivalier. Desuden blev der rundsendt bøger, som Jørgen Mikkelsen er medforfatter til, og endvidere fremlagt forskellige kopisamlinger, som tilhørerne kunne tage med sig hjem. For en slægtsforsker er det interessant, hvor man kan finde beskrivelser af anernes faktiske forhold, fx udseende, beskæftigelse, familie- og formueforhold. Dette giver nogle af de præsenterede arkivalier adgang til, mens foredraget også belyste de almindelige forhold i landets forsvar.

 I 1600- tallet benyttede man sig af lejede - hvervede - tropper, en praksis, der først ophørte officielt i 1803. Tysk var hærens kommandosprog, ofte havde de hvervede tropper hjemsted i tyske områder. En hvervet soldat påtog sig tjeneste for en længere periode, typisk 8 år, som kunne forlænges. Også i den lange fredsperiode fra 1721 til 1801 havde man en større hvervet hær. Lønningerne var lave, men det var alligevel dyrt. Derfor blev der givet lange perioder af orlov, måske 11 ud af årets 12 måneder. En sådan soldat kaldtes en frimand. I 1700-tallet blev også fæstebønderkarle udskrevet til soldatertjeneste, mens personer fra kystnære områder, fiskere eller på anden måde med hav/fjord som arbejdsplads blev indskrevet i sørullen. Her havde ”landkrabber” intet at gøre.  Først i 1848 blev der almindelig værnepligt. Men indtil 1867 var det muligt mod betaling at lade en anden stille for sig.

  • Arkivalierne kan fx give øjebliksbilleder af konkrete forhold: belyse forløbet af en sejlads, vejrliget, sejlsætning osv.
  • Andre registrerer officerskorpset ved navn, ægtestand, oprindelsessted og tjenestens varighed.
  • Med ugelister er det muligt at fordybe sig i den militære bemanding på et givet tidspunkt. Her blev som eksempel vist en sirligt udfyldt tabel over mandskabet i et holstensk infanteriregiment fra 1. til d. 8. januar 1747.
  • Frimænds navne, orlovsperiode, opholdssted og beskæftigelse er registreret.
  • De hvervede personer er optegnet i såkaldte edsprotokoller. Her kan man se navn, oprindelsessted, civilstand, tidligere erhverv, funktion i tjenesten m.m.
  • Fra perioden 1920-23 findes blade med bedømmelser af kadetters præstationer i mange forskellige fag, såvel almene, sprog, matematik, som mere specifikke, fx søkrigshistorie og taktik, navigation, maskinlære.
  • Indtil 1919 havde Danmark en militærdomstol. Herfra findes straffebøger, som giver et særligt billede på navngivne personer. De eksempler, der blev givet under foredraget, handlede om adfærd under stærk beruselse.
  • Er ens ane opført i en stamrulle, kan man finde en endog meget udførlig beskrivelse af personen: Hår- og øjenfarve, højde og detaljer i kropsstatur. Endvidere familieforhold og hidtidige tjenesteforløb.
  • Ligeledes er der oplysninger at hente i ansøgninger om fortjenstmedaljer efter krigen 1864. I alt 120.000 personer ansøgte.

At der er nok at komme efter i forsvarets arkivalier hersker der efter foredraget ikke tvivl om. På Daisy ligger de søgbart.

Referent: Henning Steen Højvælde  

 

______________________________________________________________________________________________________________________________________

 

Medlemsmøde 7. november 2017

Per Lunde Lauridsen – Museumsinspektør ved Ringkøbing / Skjern Museum

Historien om Rakkerne

Museumsinspektør Per Lunde Lauridsen (PLL) fortalte de 45 tilstedeværende om rakkere og natmænd. Det var fortællingen om udstødte mennesker. Tatere, kjæltringer eller skøjere – et ukært barn har mange navne. I perioden fra 1500-tallet og til starten af 1900-tallet blev en særlig gruppe mennesker i Danmark behandlet som kasteløse og urene. Mennesker, som udførte uærlige opgaver, såsom fjernelse af selvdøde dyr eller som bødlens hjælpere, blev marginaliseret og udstødt af samfundet.

Per Lunde Lauridsen er opvokset i sognet Dejbjerg, som blev omtalt som hjertelandet for rakkere og natmandsfolk. Som historiker forsker han i emnet og fortalte engageret og vidende om denne fascinerende og afskyvækkende del af danmarkshistorien.

Begrebet rakker ses første gang i forbindelse med Christian II, som var begejstret for forhold i Holland, hvor byerne i modsætning til de danske byer var renset for døde dyr og ådsler. Christian II befalede, at der ”udi i hver kjøbstad skal holdes en bøddel og rakker”. PLL fortalte, at i asetroen blev hesten betragtet som et helligt dyr. Kirken forbød hestespisning som et forsøg på at bekæmpe asetroens traditioner. Dette forbud gjorde måske, at befolkningen tillagde hesten særlige sjælelige forhold. Fra Bibelen havde man opfattelsen, at sjælen var i blodet, og man turde ikke ”blande” blod med disse dyr. Man frygtede selvdøde dyr. Fjernelse af ådsler blev derfor et job for rakkerne.

Natmænd tømte ”lokummer” om natten, og rakkernes og natmændenes arbejde blev derfor betragtet som ”beskidt”. Til jobbet hørte også nedtagning af hængte personer samt partering og opsætning på hjul og stejle. PLL mente, at asetroen og dens helliggørelse af hesten spillede en afgørende rolle for folks syn på rakkere og natmænds arbejde som værende urent og uærligt. Dette i modsætning til ikke-germanske lande, hvor den samme opfattelse ikke var til stede.

Med andre ord påtog rakkere og natmænd sig jobs, som andre ikke ville udføre. Selv om opgverne blev godt betalt, betød det, at disse mennesker tabte æren og blev betragtet som urene og uærlige. Det betød også, at deres børn ikke kom i skole, at de havde særligt (isolerede) pladser i kirken, og at børnene ofte ikke blev konfirmerede, da ingen ville være sammen med dem.

PLL fortalte, hvordan rakkerne udviklede deres eget sprog og fik egne vielsesritualer, så de kunne blive gift udenfor kirken. Begrebet ”kaste kæp” opstod på denne måde ved, at manden kastede sin kæp og den udkårne skulle så bekræfte sit ”ja” ved at kaste sin kæp over kryds på mandens – og så var de gift.

Per Lunde Lauridsen omtalte 2 slægter med mange efterkommere i dag – Kvembjergslægten og Ledingslægten. (I paretes bemærket var der 2 efterkommere af Kvembjergslægten til stede i salen).

PLL sluttede af med at omtale fattiglovene fra 1708, som gjorde løsgængeri og tiggeri uden for ens eget sogn ulovligt, samt fattigloven af 1803.

Der blev vist eksempler på forslag til isolering af rakkere og natmænd, bl.a. et forslag fra Steen Steensen Blicher om at isolere mænd og kvinder adskilt på 2 øer – hvilket ville løse slægtens fortsættelse på længere sigt. Alt i alt et uhyre interessant foredrag af en engageret og vidende foredragsholder.

Referent: John Rasmussen        

 

 _____________________________________________________________________________________________________________________________________________ 

 

Medlemsmøde 3. oktober 2017

Asbjørn Hellum – Rigsarkivar

Rigsarkivet i går, i dag og i morgen

Til dette foredrag var der mødt mange op, faktisk 43 personer. Det skyldes nok flere ting. For der første er Asbjørn Hellum en utrolig vidende og inspirerende taler, og dernæst er der sket utrolig mange ting på Rigsarkivet de seneste år. Digitaliseringen af kirkebøger, lægdsruller o.s.v. har medført store forandringer. Nu er det muligt at arbejde med slægtsforskning hjemme 24 timer i døgnet, og samtidig er der blevet god plads på læsesalene på arkiverne.

Asbjørn Hellum startede med at sige, at han gerne ville have spørgsmål fra salen, og han startede rent retorisk med et par, som han forventede ville komme. Hvad laver vi på Rigsarkivet? Hvorfor kan vi ikke låne arkivalier til Kolding? Hvad med den nye hjemmeside?

Dernæst fortalte han lidt om Rigsarkivet. Rigsarkivets opgave har i mange hundrede år været at samle papirer, der dokumenterer, hvad der er sket. Det ældste er fra 1193. Han sagde, at fremtiden bevares med autentiske dokumenter. Man bygger bro mellem fortid, nutid og fremtid med originale kilder. Rigsarkivet er forpligtet til at gemme dokumenter. Herved bliver det bl.a. muligt at sikre, at det, der skrives i aviserne, siges af politikere o.s.v., er korrekt. Pressens rolle som den 4. statsmagt bygger på bl.a. kilder fra arkiverne. Det er derfor også vigtigt, at Rigsarkivet er sikret mod hackere, så ingen kan bryde ind og slette eller ændre noget.

Det de låner ud, er der imidlertid andre, der har samlet ind før dem.

Vilkårene for at indsamle dokumentation har imidlertid ændret sig. I den digitale verden er man nødt til at indsamle ting allerede, når de er 5 år gamle. Endvidere skal man sørge for, at alt kan læses fremadrettet, så alt der er indsamlet efter 1970, er gemt i det nyeste format. Da mængden af informationer, der indsamles i dag, er større end nogensinde før, er det også en opgave at sikre, at det er til at finde oplysningerne igen.

Arkiverne i Odense, Åbenrå og Viborg er også en dela f Rigsarkivet, så det er København, der bestemmer, hvad der skal bevares for at have en ordentlig dokumentation.

Asbjørn Hellum fortalte også om Arkivloven fra 1992, som bestemmer, hvad man gør, og at Rigsarkivets strategiske mål er at bringe arkiverne i spil til flere, at udvikle og fremtidssikre sine samlinger og at bidrage til effektivisering af den offentlige sektor, d.v.s., at altuaktuelt smides væk. De eneste, der er undtager herfra, er Kongehuset og Folketinget. De har deres egne arkiver.

Andre opgaver: Rigsarkivet har deltaget i en række fjernsynsudsendelser om slægtsforskning. Næste år kommer der en ny serie herom. Han man smidt sine eksamenspapirer væk, kan man få nye fra Rigsarkivet, men det koster. I arvesager kan Rigsarkivet oplyse, hvilke arvinger der er. Dette kommer somme tider som en overraskelse for nogen.

Asbjørn Hellum fortalte dernæst om, hvor Rigsarkivet ligger rent fysisk, herunder om de nye arkivbygninger, der er bygget. Her er plads til 460 km arkivalier i papir og 150 tb digitale arkivalier. 70 millioner sider er digitaliseret og ligger på Arkivalier online. Det betyder, at ca. 2,5% af alt er scannet. Der kommer ca. 10 – 12 millioner sider til om året. Vi vil nok ende med, at ca. 25 – 50% bliver digitaliseret.

Asbjørn Hellum kom også ind på de tyverier, der har været, og som har medført nye regler for, hvordan man opfører sig på arkiverne, hvad man må have med, og at man kontrolleres, når man går.

På arkivernes læsesale er dere nu færre brugere end nogensinde før, men antallet af digitale brugere har aldrig været større – 1,2 million brugere som downloadede 70 millioner sider sidste år.

Der var spørgsmål om utilgængelige arkivalier. Det er f.eks. tegninger over fængsler. Disse bliver først tilgængelige, når fængslet nedlægges. Endvidere vil der komme en arkivlovsrevision. Arkivalierne skal være hemmelige længere, fordi vi bliver ældre.

Asbjørn Hellum fortalte, at vi kan glæde os til, at der kommer farvescanninger af kirkebøgerne. Vi fik også lidt at vide om Daisy. Her sagde Asbjørn Hellum, at der er en bedre søgemaskine, nemlig ”Achives Portal Europe”. Den finder ikke kun materiale i Danmark, men søger også i udenlandske arkiver.

Referent: Leif Lillesøe        

 

___________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

Medlemsmøde 5. september 2017

Steen Ivan Hansen – Cand.mag. i middelalderarkæologi og historie

Kroernes historie

Til dette første foredrag i den nye sæson var 43 tilhørere mødt frem. Steen Ivan Hansen fortalte indledningsvis om sig selv, at han gennem mange år har arbejdet med kurser og foredrag med særligt fokus på slotte og herregårde.

Kroernes historie er tæt forbundet med postvæsenets historie, som jo var genstand for foredraget i april.

Før reformationen tjente klostrene som overnatningssted for rejsende, selv om et sådant herberg ofte ikke lå lige ved alfarvej. Efter reformationen blev præstegårde pålagt at give logi til vejfarende, og der blev i tilknytning til gårdene opført opstaldningsmulighed for heste.

Kroer fandtes også, men her kumme man ikke være sikker på en rimelig behandling, hverken med hensyn til pris eller sikkerhed.

Dette kunne foredragsholderen levendegøre med en beretning fra Bromølle Kro, der blev etableret i 1198. Angiveligt opdagede en rejsende ved et tilfælde værtsparrets hensigt om at udplyndre ham, idet han fandt en allerede udplyndret rejsende under sin seng. Død, Sig selv reddede han sig ved at stå på vagt bag døren, mens værtsparret trådte ind, og (igen) angreb personen, der lå i sengen.

Når kongen på sine rejser rundt i landet, f.eks. Koldinghus, skulle have indlogeret sit store følge, måtte borgerne holde for.

Senere – i 1695, blev der udstedt kongelig forordning om, at der skulle etableres kroer ved færgesteder og langs veje ved hver 4. mil, cirka en dagsrejses afstand. Kroerne fik kongeligt privilegium, og staten kontrollerede og fastsatte priserne. Ofte hørte der en høkerbutik med til krodriften. Privilegiet indbefattede også eneret til at producere brændevin.

Christian IV havde allerede forsøgt at oprette et postvæsen, der aldrig kom til at fungere. Med Christian IV blev der satset på infrastrukturen, veje blev opmålt – med Ole Rømers milevogn – og der blev oprettet såvel agende post, postvogne, på hovedruter, ridende post op mindre ruter og gående post de afsides steder.

Postgårde blev bygget, og postmestre, der ikke oppebar nogen stor løn, fik lov til at holde herberg.

Med jernbanens indtog i 1800-tallet og næringsloven i 1857 mistede kroerne deres tidligere betydning.

Mange har i stedet klaret sig som en slags levende museer, som centrum for familiefester eller som gourmet spisesteder.

Efter pausen helligede Steen Ivan Hansen sig beskrivelsen af nogle af disse overlevede kroer rundt om i landet. Bl.a. Svostruo Kro, der har været en pramdragerkro ved Gudenåen.

Referent: Ingrid Majgaard